LUKE WINSLOW-KING
Den amerikanske rootsmusiker Luke Winslow-King giver et forfriskende bud på deltablues, folk og rockabilly. Hans soulfulde vokal og hans unikke sangskrivning har tryllebundet publikum i hans hjemland og på scener i Europa. Han besidder en emotionel dybde, der naturligt griber publikums opmærksomhed – ærligt og personligt. Han har været bosat i New Orleans i mere end 15 år i sit tidlige voksenliv, og det præger hans spillestil. Han bevæger sig frit mellem blues – hentet op af den afgrundsdybe næsten okkulte Bayou – og smukke ballader skrevet med Andalusiens aftensol som bagtæppe. Man mærker en umiskendelig varme og hans guitarspil er i særklasse. Vi har tidligere præsenteret Luke på Roots & Jazz og var helt betagede over at se, hvordan han solo tryllebandt mere end 2000 publikummer. Glæd dig til en koncert fra øverste hylde.
Kilde: Roots & Jazz