SKERRYVORE
Tønder Festival spiller en særlig rolle for det skotske folkrockband Skerryvore, der skabte de tidligste forbindelser til et dansk publikum på netop Tønder Festival.
Fra 2011 og frem har Skerryvore gæstet festivalen syv gange - senest i 2024. Nu vender de atter tilbage - og lukker tilmed Open Air-scenen lørdag aften.
Skerryvore blev dannet i 2004 af de to brødre Daniel Gillespie (akkordion), Martin Gillespie (akkordion, sækkepibe), trommeslager Fraser West og sanger Alec Dalglish. De øvrige bandmedlemmer er Craig Espie (violin), Scott Wood (sækkepibe, fløjte), Jodie Bremaneson (bas) og Alan Scobie (keyboard). Siden den ydmyge begyndelse har bandet vundet adskillige priser, udgivet ni album og turneret i hele verden. Det er sagt om Skerryvore, at de har indtaget tronen som Skotlands førende folkrockband, efter at Runrig abdicerede i 2018. Det er ikke helt forkert. Det otte mand store band bygger på de samme stolte musiktraditioner - populært kaldet folkrock fra det skotske højland. Men Skerryvore henter ikke kun inspiration i den traditionelle skotske musik. De trækker også på cajun, country og rock i forskellige afskygninger.
Kilde: Tønder Festival